Kategorier
Projekter

Stadionhal 1

Plads til regnvand, fodbold og det grønne tag.

Når det regner på det store grønne tag på Stadionhal 1, fordamper regnvandet eller optages af planterne på taget, der skaber rum for et mangfoldigt dyre- og planteliv. Da taget ikke kan optage alt regnvandet der falder, vil det af og til løbe over i de åbne render foran hallen til en grøft langs den tilstødende fodboldbane. I de få situationer hvor det regner så kraftigt, at grøften fyldes op, breder regnvandet sig ud på fodboldbanen.

Selve taget fungerer som en kæmpe svamp, der opbevarer og forsinker regnen. Om sommeren blomstrer taget og er hele året med til at begrønne bydelen. Det grønne tag aflaster kloaksystemet og er med til at øge biodiversiteten og dyrelivet, såsom fugleliv der trives på taget.

Opbygningen på hallens grønne tag er ekstensivt, hvilket vil sige at den er relativt tynd fremfor intensive grønne tage der typisk har en tykkere opbygning. Taget er forsynet med en membran, så vandet ikke trænger igennem tagkonstruktionen. Oven på membranen ligger en opbygning med jord og planter såsom stenurt (Sedum), mos og græs. Planterne er meget tørketålende da de lever under meget drænede forhold. Samtidig kan de dog tåle at blive oversvømmet når regnen kommer. Jorden ligger i en armeret membran, så den ikke skrider. Tagkonstruktionen på Stadionhal 1 er tykkere og tungere end normale tage, da det skal kunne bære lasten fra regnvandet. For at vandet kan tilbageholdes er tagfladen på Stationhal 1 relativt flad. Grønne tage kan rumme ca. 50-80 % af den årlige nedbør primært ved forsinkelse og fordampning.

Plan B – koblede løsninger

Når det grønne tag er mættet, løber vandet af som på et normalt tag. Taget kan altså primært magasinere og forsinke normal regn. En Plan-B er derfor nødvendig i skybrudssituationen. Ved Stadionhal 1 løber vandet over på overfladen af taget igennem de røde nedløbsrør ud i de brede åbne render og videre til den tilstødende græsgrøft. I tilfælde af ekstreme regnskyl vil grøften fyldes op og vandet kan brede sig kontrolleret ud på de lavtliggende boldbaner, hvor det kan stå kortvarigt.

Projektet er udviklet i samarbejde med Brøndby Kommune, der har stået for den overordnede projektstyring i anlæg af hallen, og Brøndby Kloakforsyning har bidraget med rådgivning og finansiering af det afløbstekniske og det grønne tag.

Projekttegning

Plan- og snittegning over regnvandets vej fra taget af stadionhallen til grøft og boldbane

Hent projektet som pdf

Galleri

Når det grønne tag er mættet, løber vandet til grøften ved boldbanen.

Fakta

Adresse:

Brøndby Stadion 8, 2605 Brøndby.

Vis på Google Map

Etableret:

Forår 2011

Elementer:

Grønt tag, render, grøft og fodboldbane.

Afkobling:

100% afkobling med 2 års afkobling i tagkonstrutionen, med 5 års regnhændelse til grøften og plan-B sikring til boldbanen.

Dimension:

2100 m2 tagflade afkoblet til 75 m3 i grønt tag og grøft.

Medvirkende:

HOFOR A/S, BIOFOS, Brøndby Kommune og Orbicon.